Foran 300 elever fra Hotel- og Restaurantskolen i Valby lancerer Alliancen mod seksuel chikane i dag en kampagne, der skal sætte fokus på, at vi alle skal være bedre til at træde til og sige fra over for seksuel chikane. Kampagnen har særlig fokus på unges oplevelser med seksuel chikane og uønsket seksuel opmærksomhed.
Kampagnen er udarbejdet af Lead Agency for Alliancen mod seksuel chikane. Alliancen mod seksuel chikane blev etableret som en del af trepartsaftalen mod seksuel chikane fra marts 2022, og ledes af ligestillingsministeren. Alliancen består af 36 organisationer på tværs af arbejdsmarkedet, uddannelsesområdet og kultur- og fritidslivet, som alle har forpligtet sig til at bidrage til at skabe vedvarende kulturændringer og fastholde fokus på forebyggelse og håndtering af seksuel chikane i det danske samfund.
Se kampganefilmen og læs mere om kampagnen på Alliancen mod seksuel chikanes hjemmeside her
En undersøgelse, som VIVE har udarbejdet for Alliancen mod seksuel chikane, viser, at seksuel chikane og sexisme sker bredt i hele samfundet - og at det særligt er unge, som er udsatte. Blandt de 16-17-årige har mere end hver anden kvinde og næsten hver tredje mand oplevet seksuel tvang fx uønskede befamlinger, trusler, hvis et seksuelt krav ikke bliver opfyldt, eller seksuelle overgreb. Undersøgelsen viser, at der ofte er vidner tilstede, når de uønskede hændelser sker. I hvert fjerde af tilfældene, hvor andre er tilstede, er der nogen, der har grebet ind for at hjælpe, og langt de fleste mener, det har været en positiv hjælp.
Ny undersøgelse: Over halvdelen af 16-17-årige kvinder har været udsat for uønskede befamlinger, trusler, seksuel afpresning eller seksuelle overgreb
Yderligere oplysninger
Fuldmægtig Andreas Lunn, anl@lige.dk tlf. +45 22 68 85 61