Det er regeringens, KLs og Danske Regioners ambition, at den offentlige sektor i Danmark skal være verdensførende i anvendelsen af kunstig intelligens. På den baggrund nedsættes en Digital Taskforce, som skal understøtte anvendelsen af kunstig intelligens mv. i den offentlige sektor, der bl.a. skal frigøre arbejdskraft, reducere administration og øge kvaliteten i den offentlige sektor til gavn for borgere og virksomheder.
Opgave
Den Digitale Taskforce for kunstig intelligens skal fungere som indgang for aktører og interessenter som fx virksomheder og interesseorganisationer med fokus på anvendelsen af kunstig intelligens mv. i den offentlige sektor. Samtidig skal taskforcen drive en tværgående indsats for at indfri potentialerne fra kunstig intelligens i hele den offentlige sektor. Taskforcen kan i tillæg til kunstig intelligens inddrage relevante tilstødende teknologier, herunder i kombination med kunstig intelligens.
Taskforcen har til opgave at identificere og håndtere barrierer for udnyttelsen af kunstig intelligens mv., samt drive en tværgående indsats for at fremme udrulningen af kunstig intelligens-løsninger i stor skala i den offentlige sektor:
- Taskforcen skal sætte rammerne for ansvarlig udbredelse af kunstig intelligens mv. i den offentlige sektor, herunder håndtere organisatoriske tekniske og juridiske barrierer fx i relation til GDPR og AI-forordningen og om nødvendigt foreslå tilpasning af regler, lovgivning eller organisering.
- Taskforcen skal identificere og fremme udrulningen af konkrete teknologiske løsninger i den offentlige sektor i samarbejde med relevante institutioner, herunder kan taskforcen i samarbejde med myndigheder igangsætte test af konkrete teknologiske løsninger i den offentlige sektor.
Med henblik på at sikre højt ambitionsniveau skal taskforcen som sin første opgave, offentliggøre et målbillede for anvendelsen af kunstig intelligens i den offentlige sektor.
Målbilledet skal indeholde konkrete målsætninger for anvendelsen af kunstig intelligens mv. med henblik på at frigøre arbejdskraft og øge kvaliteten i den offentlige sektor.
Målbilledet skal sætte konkrete og ambitiøse mål for effekten af taskforcens arbejde, herunder for antallet af årsværk, der kan frigøres gennem kunstig intelligens i den offentlige sektor frem mod 2030, samt et oplæg til inden for hvilke sektorer eller områder i den offentlige sektor hvor der først skal igangsættes initiativer. Der skal i fastsættelsen af konkrete mål tages hensyn til borgere og virksomheders rettigheder og forventninger til en transparent og sikker offentlig forvaltning samt til regeringens ambitioner om afbureaukratisering af den offentlige sektor.
Taskforcen skal på den baggrund levere oplæg til konkrete løsninger, der kan indfri målsætningerne i målbilledet og derigennem bl.a. frigøre medarbejderes tid, herunder i administrative funktioner. Løsningerne skal kunne implementeres i den offentlige sektor på en sikker og ansvarlig måde, og kan målrettes hele den offentlige sektor eller konkrete områder med størst potentiale. Løsninger kan så vidt muligt udnytte potentialerne eksisterende løsninger og infrastruktur.
Arbejdsform
Når Danmark skal være verdensførende inden for anvendelsen af kunstig intelligens, er der behov for at gå forrest og afprøve nye løsninger. Taskforcen arbejder, med respekt for borgere og virksomheders rettigheder og tillid, derfor med en vis risikovillighed med mulighed for at understøtte udvikling og teste af nye løsninger. For at opnå taskforcens målsætninger kan der indgås samarbejder med andre førende lande inden for udviklingen og anvendelsen af kunstig intelligens.
Taskforcens arbejde tilrettelægges med tæt inddragelse af relevante offentlige institutioner, relevante faggrupper, samt af den private sektor og eksperter fra ind- og udland. Dette skal understøtte, at relevante indsigter, kompetencer og internationale erfaringer tages i betragtning, og at taskforcen løbende kan tilpasse sit arbejde til den teknologiske udvikling mv.
Arbejdet sker endvidere ud fra principper og transparens og åbenhed, hvilket skal understøtte debat om den videre digitale transformation af den offentlige sektor.
Organisering
Taskforcen består af et sekretariat med medarbejdere fra Finansministeriet, Digitaliseringsministeriet, Justitsministeriet, Erhvervsministeriet, Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, Udenrigsministeriet og KL og Danske Regioner. Sekretariatet sammensættes af både generalist, tekniske og juridiske kompetencer. Der kan afhængig af det konkrete fokus i arbejdet foretages tilpasninger af sekretariatets bemanding og sammensætning efter aftale mellem relevante ministerier. Taskforcen ledes af en sekretariatschef og forankres i Digitaliseringsministeriet. Taskforcen kan indhente ekstern bistand efter behov.
Der nedsættes en bestyrelse for Den Digitale Taskforce for kunstig intelligens bestående af departementschefer fra Finansministeriet (delt formand), Digitaliseringsministeriet (delt formand), Justitsministeriet, Erhvervsministeriet, Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Klima- Energi- og Forsyningsministeriet og Udenrigsministeriet, samt direktørerne for henholdsvis KL og Danske Regioner.
Der vil endvidere kunne nedsættes mindre udvalg til håndtering af løbende problemstillinger mv.
Taskforcen udarbejder oplæg til projekter og konkrete løsninger til bestyrelsen og varetager på vegne af bestyrelsen den løbende koordination og opfølgning på målbillede for anvendelsen af kunstig intelligens mv. af den offentlige sektor.
Bestyrelsen har det overordnede ansvar for fremdrift, retning og prioritering af arbejdet i Den Digitale Taskforce. Bestyrelsen træffer beslutning om igangsættelse af projekter med deltagelse af med relevante myndigheder og indstiller konkrete løsninger til regeringen og de kommunale og regionale parter (et politisk udvalg). Bestyrelsen er herefter ansvarlig for opfølgning på det overordnede målbillede og sparring på den lokale implementering af besluttede løsninger i overensstemmelse med sektoransvarsprincippet. Arbejdet tilrettelægges af bestyrelsens formænd i samarbejde med taskforcen.
Taskforcens arbejde forankres i et politisk udvalg bestående af finansministeren (delt formand), digitaliseringsministeren (delt formand) og formændene for KL og Danske Regioner. Udvalget følger fremdriften i arbejdet med udrulningen af kunstig intelligens i den offentlige sektor og understøtter udmøntningen af konkrete initiativer. Taskforcen afrapporterer halvårligt til udvalget og afrapporterer herudover løbende til regeringen om status på taskforcens arbejde. Relevante ministre inviteres til afrapporteringerne.
Der nedsættes endeligt en følgegruppe for taskforcen bestående af eksperter fra den private sektor, forskningsmiljøer mv. Følgegruppen yder faglig og strategisk sparring til taskforcen og understøtter et højt ambitionsniveau i arbejdet og de konkrete løsninger.
Taskforcen giver jævnligt og efter behov status på arbejdet til regeringen.
Økonomi og implementering
Den Digitale Taskforce nedsættes foreløbigt frem til udgangen af 2027. Der tages stilling til forlængelse senest medio 2027.
Regeringen, KL og Danske Regioner vil i løbende finanslov- og økonomiaftaler stille den nødvendige finansiering til rådighed for taskforcens arbejde og implementeringen af besluttede løsninger. Parterne er endvidere enige om, at gevinsterne ved ny teknologi i den offentlige sektor i videst muligt omfang skal frigøres og prioriteres politisk.