Ny funktion i Digital Post gør det lettere at få hjælp

Publiceret 06-11-2024

I dag lanceres en ny funktion i Digital Post. Borgerne kan nu skrive og besvare Digital Post til det offentlige på vegne af for eksempel et familiemedlem.

Mange danskere bruger dagligt Digital Post til kontakten med offentlige myndigheder. Nogle borgere har dog behov for hjælp fra pårørende eller andre støttepersoner til kommunikationen via Digital Post.

I dag har 250.000 borgere givet pårørende eller andre hjælpere en læseadgang, så de kan få hjælp til at læse Digital Post fra det offentlige. Med den nye læse- og skriveadgang kan familiemedlemmer og støttepersoner også få adgang til at skrive og besvare Digital Post på vegne af andre.

Lettere at være digital borger

Lanceringen af læse- og skriveadgang i Digital Post er et vigtigt skridt for at skabe bedre vilkår for dem, der har svært ved at kommunikere digitalt med offentlige myndigheder. Det er ét af flere initiativer for at hjælpe borge-re med digitale udfordringer og deres hjælpere. Initiativerne er en del af ’Den Fællesoffentlige Digitaliserings-strategi 2022-25’ og den politiske aftale om indsatser for digital inklusion fra juni 2023.

Digitaliseringsminister Caroline Stage:

”For de borgere, der oplever udfordringer med det digitale, kan støtte fra pårørende være afgørende for, at man kan begå sig digitalt. Det skal derfor være let og sikkert både at få hjælp til det digitale og at være den, der hjæl-per andre med digitale ærinder. Det er derfor et stort skridt, at vi nu kan tilbyde borgerne, at de kan få endnu mere hjælp til at håndtere vigtige meddelelser fra fx kommunen og hospitalet”.

Formand for Danske Regioner Anders Kühnau:

"Det er vigtigt, at alle borgere har mulighed for at kommunikere trygt og enkelt med det offentlige – uanset deres digitale forudsætninger. Med den nye skriveadgang i Digital Post tager vi et godt skridt mod at skabe bedre vilkår for dem, der har brug for støtte i hverdagen. Det kan gøre kommunikationen mellem borgere og det offentlige lettere. Blandt andet indenfor sundhedsområdet, hvor hjælpere nu lettere kan besvare indkaldelser til undersøgel-ser eller aftale nye tider.”

Om læse- og skriveadgang

  • Læse- og skriveadgang er et supplement til den eksisterende mulighed for læseadgang. Med læse- og skriveadgang kan borgere, der har brug for hjælp, give familiemedlemmer, nære relationer og øvrige støttepersoner adgang til at læse, skrive og sende Digital Post på deres vegne. Borgerens hjælper kan også anmode om adgang.
  • Læse- og skriveadgang tildeles og ophæves ved at logge på Digital Post på borger.dk eller ved personlig henvendelse i Borgerservice, hvor det er muligt at få hjælp til at tildele eller anmode om læse- og skriveadgang
  • Kommunikationen foregår i borgerens Digital Post og sikrer dermed borgeren indsigt i sin egen sag. Borgerens hjælper logger ind i Digital Post med sit eget MitID og skifter til borgerens Digital Post for at læse, skrive og sende post på vegne af borgeren. Det fremgår af meddelelsen, at den er skrevet af hjælperen på vegne af den borger, der har brug for hjælp.
  • Læse- og skriveadgang omfatter kun offentlig Digital Post, ikke post fra virksomheder (bank, forsikring). Borgerne skal kontakte e-Boks og mit.dk, hvis de ønsker læseadgang til post fra den private sektor.
  • Adgangen til at skrive Digital Post på vegne af en anden er ikke det samme som at få en fuldmagt.
  • Afhængig af hvad sagen drejer sig om, kan den myndighed, man skriver til, bede om dokumentation for, at man må handle på vegne af den anden.

Yderligere oplysninger

Presserådgiver Michael Højgaard Bang, mihb@digmin.dk eller telefon 7228 2416.