Som led i Danmarks værtsskab for D9+, der er en uformel samling af EU’s mest digitaliserede medlemslande, har digitaliseringsministeren inviteret sine europæiske ministerkollegaer til København for at diskutere, hvilken retning EU’s digitale dagsorden bør tage under den kommende EU-Kommission.
På D9+ ministermødet i København er landene blevet enige om en ministererklæring, der fremhæver behovet for at skabe et mere konkurrencedygtigt og modstandsdygtigt Europa. Det skal bl.a. ske ved at have fokus på effektiv og sammenhængende implementering af EU’s digitale lovgivning.
Derudover blev D9+-landene enige om, at den kommende Europa-Kommission bør arbejde med:
- En styrket ramme for cookies og sporingsteknologier for at gøre op med den omfattende mængde data, som høstes fra brugere af apps og hjemmesider.
- Den europæiske identitetstegnebogs potentiale for det indre marked – konkret ved at udarbejde en strategi for de bruger-cases, som har særligt stort potentiale for at gøre livet lettere for virksomheder
”For mig som ny digitaliseringsminister har D9+-ministermødet i København været en oplagt mulighed for at drøfte, hvordan EU’s digitale fremtid bør se ud. Det var samtidig en fornøjelse at hilse på alle mine nye ministerkollegaer og høre, at der er opbakning til Danmark om at ville beskytte børn og unge bedre, når de færdes på internettet,” siger digitaliseringsminister Caroline Stage.
Eigtveds Pakhus dannede ramme om arrangementet, hvor drøftelserne navnlig handlede om mulighederne for at give børn og unge en bedre beskyttelse online, hvordan den kommende digitale identitetstegnebog kan blive til gavn for Europas virksomheder, og hvordan man sørger for, at den digitale transformation baner vejen for den grønne omstilling.
Du finder den fulde ministererklæring fra D9+ ministermødet i København her: D9+ Declaration for Ministerial Meeting in Copenhagen
Yderligere oplysninger
Presserådgiver Michael Højgaard Bang på telefon +45 72282416 eller mail: mihb@digmin.dk