Digitaliseringsministeren: Ny evaluering understreger behovet for Den Digitale Taskforce

Publiceret 16-01-2025

En ny evaluering af 40 AI-signaturprojekter på tværs af staten, kommuner og regioner skal danne grundlag for det videre arbejde med udfordringer på området.

Digitaliseringsstyrelsen, Danske Regioner og KL igangsatte fra 2020 til 2022 en række såkaldte signaturprojekter, som havde til formål at afprøve kunstig intelligens i den offentlige sektor. Projekterne har bl.a. skullet give indsigt i, hvordan potentialerne kan udnyttes, og hvilke begrænsninger man støder på. 

Parterne har med bistand fra Deloitte netop afsluttet en evaluering af de 40 signaturprojekter. Evalueringen understreger, at AI kan øge effektiviteten i den offentlige sektor og forbedre serviceniveauet. Samtidig illustrerer evalueringen en række udfordringer i forhold til udvikling og anvendelse af kunstig intelligens.

Evalueringen viser bl.a., at det ofte er svært at sikre adgang til data af tilstrækkelig høj kvalitet. For at få succes med kunstig intelligens er det en forudsætning at have gode data.

Evalueringen påpeger samtidig, at mange af projekterne ikke kan idriftsættes som følge af udfordringer med de juridiske rammer. Det drejer sig særligt om databeskyttelsesforordningen (GDPR) og krav i relation til forordningen om medicinsk udstyr (MDR). De løbende erfaringer fra signaturprojekterne skal bl.a. indgå i Den Digitale Taskforce for kunstig intelligens i den offentlige sektors arbejde med at udvikle og fremme anvendelse af kunstig intelligens i den offentlige sektor. 

”Evalueringen understreger, at vi kun lige er begyndt, når det kommer til udvikling og brug af kunstig intelligens i den offentlige sektor. Det er helt naturligt, at vi støder på udfordringer og begrænsninger, når vi afprøver ny teknologi. Og det er udfordringer, vi skal tage med os og lære af. Det er præcis derfor, at vi nu har nedsat Den Digitale Taskforce, så vi på strategisk vis kan tackle de bump på vejen, der bremser udrulning af kunstig intelligens i den offentlige sektor,” siger digitaliseringsminister Caroline Stage.

Hun peger på, at det samtidig er enormt positivt, at flere af signaturprojekterne nu er sat i drift:

Vi står på kanten til den store omstilling, når det handler om kunstig intelligens. Og vi skal lære af både de dårlige og de gode erfaringer. For de signaturprojekter, der nu kører videre, handler det om få implementeret løsningerne bredt på tværs af den offentlige sektor, så arbejdsgangene bliver mere effektive, og så vi fremover kan levere en højere kvalitet i den offentlige service,” siger Caroline Stage.   

Idriftsatte løsninger effektiviserer opgaveløsningen

22 ud af de 40 signaturprojekter er afsluttet, hvoraf seks af de afsluttede projekter efterfølgende er blevet idriftsat. Det drejer sig bl.a. om projekter, hvor der er en lav juridisk kompleksitet. Et af de idriftsatte projekter drejer sig om FleetOptimiser, som er en løsning, der kan optimere en myndigheds sammensætning af køretøjer. FleetOptimiser kan bl.a. give et overblik over typer og antal af køretøjer, der er til rådighed på den enkelte lokation. I Aarhus Kommune har man benyttet projektet på hjemmeplejeområdet. Projektet viste, at der var en overkapacitet i antallet af køretøjer, og projektet har derfor medført, at kommunen har sparet 25 procent af udgifterne til køretøjsflåden samtidig med, at man har reduceret CO2-udlejningen med 30 procent. FleetOptimiser bliver i dag anvendt af 12 myndigheder, og der arbejdes på at udbrede løsningen til flere.

Læs hele evalueringen af signaturprojekterne her.

Yderligere oplysninger

Presse- og kommunikationsrådgiver Marie Ryder, mlr@digmin.dk, tlf. 21 82 98 56